Internationale uddannelser

Nordic Folk Master (NoFo)
Joint Programme i folkemusik
Kandidatprogrammet i nordisk folkemusik er et fælles internordisk studieprogram mellem SMKS (tidligere Det Fynske Musikkonservatorium), Sibeliusakademiet i Helsinki (www.siba.fi) og Kungl. Musikhögskolan i Stockholm (www.kmh.se).
Der optages kun to studerende pr. land, og det er således ingen overdrivelse at tale om en decideret eliteuddannelse.
Optagelseskriterierne er en relevant bacheloruddannelse samt en indstillingsprøve, hvortil ansøgningsfristen er medio januar. Indstillingsprøven til de to danske studiepladser finder sted i løbet af foråret.
Studieindholdet vil tage afsæt i både traditionel og kontemporær nordisk folkemusik, og centralt i uddannelsen står undervisningen i hovedinstrument eller sang. Desuden indgår ensemblespil som et meget væsentligt kerneområde - med basis i det fællesensemble, som de i alt seks optagne studerende forventes at udgøre.
Endelig indgår folkemusikteori og analyse, komposition og arrangement og - for de danskoptagne studerendes vedkommende - pædagogik.
Samtlige seks studerende er sammen i de tre første semestre. Første semester afholdes på Sibelius Akademiet, andet semester på SMKS, Odense og tredje semester på Kungliga Musikhögskolan, mens fjerde semester afholdes på det respektive hjemmekonservatorium (for de danskoptagne studerende SMKS), hvor den endelige kandidateksamen aflægges.
De studerende får altså lejlighed til at studere de respektive landes folkemusik ’on location’ og tillige mulighed for at komme i tæt kontakt med de bedste folkemusikere og pædagoger i samtlige involverede lande. Uddannelsen vil således give dem enestående muligheder for at arbejde med hele Norden som arbejdsmarked.
Uddannelsen fører til en kandidattitel i musik i henhold til uddannelsesbeskrivelserne på de enekelte deltagende institutioner.
Undervisningssproget er fortrinsvis engelsk.
Læs mere om Nordic Folk Master (NoFo) her!
