Soundmapping the Genes
Soundmapping the Genes - regnbueørredens melodi
Hvordan havner en koncertomtale i Ugeskrift for Læger? Jo, man tager et stk. regnbueørred og afkoder dens dna. Strukturen overføres til et elektronisk stykke musik. Og så undersøger man, om eksperimentet kan afdække komplekse, biologiske processer i den menneskelige organisme.
Dét er, hvad komponist og docent ved Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole Fredrik Søegaard har gjort sammen med komponist og musiker Claus Garhn og Henrik Strandfelt. SOUNDMAPPING THE GENES er navnet på trioens spændende forskningsprojekt, som er udført i feltet mellem biologi og musik i et samarbejde med Center for Kunst og Videnskab og stamcelleforskere fra Syddansk Universitet [se flere billeder]
Med projektet er Fredrik Søegaard kommet på sporet af, at en musikalsk oversættelse og lydliggørelse af de aktiviteter, der foregår i en biologisk proces på gen-niveau, kan give os en dybere indsigt i den menneskelige organisme. Håbet er med andre ord at bruge musikken som værktøj til at forstå, hvordan og hvorfor vores gener agerer, som de gør: ”Jeg har sammensat en gruppe musikere, som både fremfører værker, hvor biologiske processer anvendes som kompositionsprincipper, og ikke mindst giver prøver på en konkret lydliggørelse af aktiviteterne i stamceller”, siger Fredrik Søegaard.
Det musikalske landskab er varieret og består af metalliske klange, etnobeats, fræsende guitar og klokkelyde. Toner, der stiger og falder, i højde og i intensitet, up-tempo og psykedelisk afslapning. Spændstige lyde, der henleder tankerne på både tolvtonemusik, klassik indisk musik og den nyeste islandske electronica. Indimellem er musikken, som spilles på blandt andet computere, javanesisk gamalan-xylofon, afrikansk tommelfingerklaver, gong og specialbygget guitar, stemningsskabende som filmmusik.
Hvordan lyder en solnedgang? Farven grøn? Dette er lyden af en regnbueørred.
Den bemærkelsesværdige koncertrække ”Soundmapping the Genes” er nu tilgængelig på CD, idet Leo Records i 2010 udgav ”Soundmapping the Genes” med Soegaard Ensemble. CD’en kan købes her


