Musikformidler med 2 specialer
Rytmisk musikformidler med 2 specialer
Uddannelserne sammensættes af 2 specialer valgt blandt følgende: musikteknologi, instrument/sang, instrumental/vokal pædagogik, komposition/arrangement sammenspilsledelse, rytmisk korledelse, elementær musikopdragelse/grundlæggende musikpædagogik.
Rytmisk musikteknologi
(Techno, House, Chill m.m.)
Den optagelsessøgende sender sammen med sin ansøgning et repræsentativt udsnit af sine hidtidige virke.
En samtale omkring dette virke. Ved samtalen har den optagelsessøgende medbragt et værk, som fremlægges med tekniske og kreativ perspektiver
Instrument/sang
Der spilles selvvalgte numre af tilsammen 10-15 minutters varighed med egen gruppe. Gruppen må gerne repræsentere forskellig rytmisk karakter/ fornemmelse og varierede tempi - dog er dette ikke et krav. I prøven skal indgå improvisation. Hvis tilstillet gruppe (bestående af konservatoriets studerende) ønskes, skal noder tilsendes konservatoriet 1 uge før.
Den optagelsessøgende prøves solo i prima vista-spil/sang af en specifikt udskrevet nodestemme.
Der prøves desuden i imitation på instrument/sang af 1-2 takters forespillede figurer.
Klaver, keyboard, guitar, bas og vibrafon prøves i prima vista becifrings spil.
Prøvens varighed 10-15 min
Rytmisk instrumental/vokal pædagogik
Pædagogisk prøve
Ansøgeren instruerer en medbragt elev eller en gruppe i en selvvalgt opgave inden for instrumental/vokal pædagogik. Varighed max 15 min. Hvis ansøgeren ønsker det kan elev eller gruppe tilstilles af konservatoriet.
Samtale
Prøven afsluttes med en kort samtale, hvorunder ansøgerens musikalske og pædagogiske baggrund kan belyses.
Rytmisk komposition/Arrangement
Den optagelsessøgende sender sammen med sin ansøgning et repræsentativt udsnit af sine arrangementer/ kompositioner.
En samtale om disse værker. Ved samtalen har den optagelsessøgende medbragt et værk, som fremlægges med analytiske eller historiske perspektiver. Værket meddeles konservatoriet i forbindelse med ansøgningen.
Sammenspilsledelse
Pædagogisk prøve:
Ansøgeren instruerer en medbragt gruppe i en selvvalgt opgave inden for sammenspil. Varighed max 15 min. Hvis ansøgeren ønsker det, kan gruppen tilstilles af konservatoriet.
Samtale
Prøven afsluttes med en kort samtale, hvorunder ansøgerens musikalske og pædagogiske baggrund kan belyses.
Rytmisk Korledelse
Pædagogisk prøve :
Ansøgeren skal med et af konservatoriet tilstillet- eller eget kor forestå en korprøve af 20 minutters varighed.
Ansøgeren vælger selv kortype: lige stemmer (pigekor/damekor/herrekor) eller blandet kor (SAB eller SATB).
Prøven bør indeholde mindst 2 eksempler på følgende type korarbejde:
a) Indstudering på gehør af en énstemmig sang. Her lægges vægt på, at indstuderingen så vidt muligt foregår flydende med fast/konstant puls- og periodefornemmelse. Der må udleveres tekst-ark.
b) Indstudering af en 2, 4 eller 8 takters 4-/5-stemmig sekvens (f.eks. m. bas-figur, ostinater, riffs, parallel-sang, mund-percussion) over en gængs akkordfølge (vamp, II-V-I, I-IV7 eller lign.)
c) Flerstemmig rytmisk korsats - nyindstudering med tilstillet- eller egen gruppe.
d) Flerstemmig rytmisk korsats - færdigindstuderet med egen gruppe.
e) Eksempel på et opvarmningsprogram af kortere varighed.
Klaver:
I korprøve forløbet dokumenterer ansøgeren sit kendskab til klaveret ved partiturspil og/eller becifringsspil og/eller akkompagnement..
Elementær Musikopdragelse/Grundlæggende Musikpædagogik
Pædagogisk prøve:
Ansøgeren viser med en frit valgt opgave en pædagogisk situation à 10-15 minutters varighed med et hold børn, unge eller voksne. Der vil især blive lagt vægt på den pædagogiske formidling af opgaven. Ved prøven kan anvendes ansøgerens eget hold eller et tilstillet hold.
Sang:
En eller to frit valgte sange (hvoraf mindst én skal være dansk), der synges udenad og uden akkompagnement. Der synges mindst 3 vers af hver sang. Udover en vurdering af det tekniske niveau vil der blive lagt vægt på den optagelsessøgendes evne til at formidle det tekstlige indhold.
