Uddannelser

Om skuespilleruddannelsen

Uddannelsens sigte er at uddanne skuespillere, som – ved at besidde solid håndværksmæssig kunnen, kunstnerisk integritet, indsigt og kreativitet - kan finde virke indenfor teater, musikteater, film, TV, animationsfilm, radio og andre medier.

Skolen lægger vægt på at skabe en tidssvarende uddannelse, der udvikler de praktiske skuespillerfærdigheder og samtidig giver en grundig indsigt i de forskellige medier, en skuespiller kan medvirke i.

Uddannelsen er 4-årig og SU-berettiget. Skoleåret strækker sig fra medio august til medio juni. Uddannelsen er inddelt i to forløb: Basisforløb (2 år) og overbygning (2 år).

Basisforløbet

Basisforløbet giver gennem træning, øvelser og kurser den studerende et solidt, fagligt fundament og en begyndende indsigt i arbejdet med dramatiske roller, situationer og genrer. Målet er at gøre den studerende i stand til senere i uddannelsen at beherske forskellige genrer, medier og arbejdsformer – samt at skabe en basis for overbygningens større krav til individuelle, kunstneriske udtryk og selvstændige arbejdsprocesser.

1. studieår

På 1. studieår er vægten lagt på øvelser og improvisationer. Undervisningen introducerer en række skuespillertekniske nøglebegreber og træner evnen til at udøve dem i praksis. Eleverne skaber – ud fra øvelser, tekst- og musikforlæg – mindre etuder, som kun vises på skolen for lærere og elever. Skoleåret afsluttes med en forestilling baseret på enklere, dramatiske tekster.

2. studieår

På 2. studieår bliver tekstmaterialet mere kompliceret, rollerne mere sammensatte, og der er større vægt på genrespil, filmdramatik, danseteater og musikdramatik. Eleverne har deres første frie, selvstændige opgave, og hver enkelt får tilknyttet en professionel skuespiller fra Odense Teater som tutor.

Overbygningen

Overbygningen fortsætter den håndværksmæssige læring, men stiller større krav til at eleven kan gå selvstændigt ind i en arbejdsproces – aktivt og kreativt – og tage ansvar for det personlige resultat. Eleven har i højere grad mulighed for at udvikle sit kreative potentiale og sin individuelle arbejdsmetode. Kendskab til professionelle produktioners proces og arbejdsfordeling udvikles – bl.a. via møder med andre faggrupper (instruktører, scenografer, teknikere, musikere osv).

3. studieår

På 3. studieår er eleven i scenetjeneste. Det vil sige, at han/hun medvirker som skuespiller i to professionelle produktioner, hvoraf den ene finder sted på Odense Teater. Praktikforløb kan også finde sted på film- eller TV-produktioner. Den resterende del af året foregår undervisningen på skolen – bl.a. i form af en fælles elevproduktion, som ofte sker i samarbejde med studerende fra andre uddannelser, f.eks. instruktør- og scenografuddannelserne på Statens Scenekunstskole eller konservatorieuddannelserne på SMKS. Herudover vælger de studerende et individuelt projekt, som de arbejder selvstændigt med og viser ved årets udgang.

4. studieår

4. studieår rummer en del kurser, som skal forberede eleverne endeligt til deres professionelle virke. Kurserne omhandler film (samarbejde med Filmskolen), dubbing, sminke, oplæsning, pædagogik og formidling. Herudover finder en del afsluttende dramatiske kurser sted.

Der produceres to forestillinger på 4-året:

Først en præsentationsforestilling, som produceres i et samarbejde med Odense Teater og spilles på Odense Teater samt på et teater i København. Forestillingen instrueres af en professionel instruktør. Scenografien skabes af en scenografelev fra Statens Scenekunstskole. De tekniske funktioner varetages af Odense Teaters personale.

Uddannelsen sluttes med en afgangsforestilling (Diplomopgave). Holdet afslutter sin uddannelse samlet eller delt i to grupper med en forestilling baseret på eksisterende tekstmateriale.

Uddannelsens fag

Overordnet undervises der på uddannelsen løbende i fagene Dramatik, Musikdramatik og Filmdramatik, Tale, Sang, Musik og nodelære, Dans og Fysiodramatik, Dramaturgi og Teaterhistorie, Eutoni og Kropstræning. Der afholdes desuden kurser i Film-, radio- og TV-teknik, Mikrofonteknik, Kommunikation, Sminkning, Dubbing, Fægtning og Stagefight.

Al undervisning er obligatorisk og optager ca. 40 timer om ugen. Aftener og weekender kan inddrages til undervisning.

Studieordning

 

SU

Elever kan modtage SU fra Statens Uddannelsesstøtte efter almindeligt gældende regler. Skolen råder ikke over legater eller andre former for økonomiske støttemuligheder.