Filmkomposition
Studieordning for kandidatuddannelsen i filmkomposition
1. Uddannelsens betegnelse på dansk og engelsk
Kandidatuddannelsen giver ret til at anvende betegnelsen cand.musicae (filmkomposition). På engelsk: Master of Music (MMus) (film composition).
2. Uddannelsens normering
Uddannelsen er samlet normeret til 120 ECTS-point.
3. Optagelseskrav
Ved optagelsesprøven lægges der vægt på at den optagelsessøgende har den nødvendige musikalske og tekniske kunnen for at kunne udtrykke sig kompositorisk.
Den optagelsessøgende skal ved optagelsesprøven kunne fremlægge egen musik både som selvstændige værker og evt. som del af en produktion for film, TV, teater etc. (CD/DVD/Partitur).
Det er ikke nødvendigt at musikken har været brugt professionelt.
Der lægges vægt på at finde komponister/musikere med et potentiale og meget gerne med en original og personlig indfaldsvinkel til musikken.
Optagelsesprøven er samtalebaseret, hvor et positivt, konstruktivt kritisk panel gerne vil tage en indgående samtale om ansøgeren og de indsendte værker.
Ansøgningsskemaet med underskrift skal afleveres senest 1. december. Alt andet materiale afleveres i to eksemplarer i januar, nærmere dato følger direkte til ansøgerne.
4. Uddannelsen
Kandidat i filmkomposition er en uddannelse, hvor den studerende erhverver sig specialiseret viden, færdigheder og kompetencer til at begå sig som filmkomponist på højeste niveau og som en entreprenant drivkraft i filmmusiklivet.
Uddannelsen er bygget op med et primært fokus på hovedfaget filmkomposition.
Uddannelsen indeholder endvidere mulighed for specialisering afhængig af den studerendes profil indenfor områder som instrumentation eller andet relevant støttefag.
Uddannelsen afsluttes med kandidatprojektet, som består af
1. en portfolio (se indhold under kandidateksamen)
2. en offentlig forevisning af elementer fra portfolien (musik til kortfilm, scener fra spillefilm etc.)
HOVEDFAG
Filmkomposition
Formål
At udvikle den studerendes kompositoriske evner og indsigt
At give den studerende en forståelse af musikkens virkning under hensyntagen til de emotionelle og dramatiske elementer i det visuelle medie, som musikken skrives til.
At uddanne filmkomponister på et højt internationalt niveau
Fagbeskrivelse
Undervisningen omfatter udvikling af den studerendes personlige, kreative musikalske udtryk og tekniske færdigheder gennem arbejdet med egne kompositioner.
I undervisning arbejdes der med:
- Komposition, arrangement, orkestrering, billedanalyse.
- Forståelse for de tekniske/praktiske færdigheder, som filmbranchen arbejder med: synkronisering, lyddesign, finalmix, filmklipning og instruktion
Kandidateksamen/-projekt:
Kandidatprojektets formål er at give den studerende lejlighed til selvstændigt at formulere og udarbejde et sammenhængende projekt, samt at gennemføre dette i alle dets faser fra idé til virkeliggørelse. Den studerende udarbejder en personlig handlingsplan for forløbet. Planen opstiller mål og delmål og godkendes af underviseren senest ved 4. semesters begyndelse.
Senest 14 dage før den afsluttende kandidateksamen afleverer den studerende en portfolio som indeholder:
Musik til en kortfilm eller udvalgte scener fra en ”feature film” og et hovedtema fra en TV-serie. Musikken skal være færdigproduceret samt gennemgået og godkendt af uddannelsens adj. Professor.
Et repræsentativt udsnit af eksempler, komponeret og produceret i løbet af studietiden. Eksemplerne skal vise den studerendes niveau og bredde.
Den studerende udarbejder professionelt PR-materiale - materialet vedlægges portfolien.
Eksaminationen foregår som en offentlig forevisning af elementer hovedsaligt fra pkt. 1).
Varighed 45 - 50 minutter - efterfulgt af en samtale.
Censorerne har desuden mulighed for at stille spørgsmål i relation til portfolien.
Bedømmelse: 7-trins-skalaen suppleret med skriftlig udtalelse
Ekstern censur bestående af
- en eksamensleder
- en ekstern fagcensor
- uddannelsens adjungerede professor
Seminar og workshops
Fagbeskrivelse/formål
I kursusform udvikler komponister, tonemestre, filmklippere, instruktører fra ind- og udland den enkelte studerendes kunstneriske og faglige egenskaber.
SMKS udvikler løbende sit samarbejde med filmbranchen i hele verden, senest i 2010 med New York, Los Angles og London.
Eksamensform
Løbende aflevering af opgaver/dokumenteret deltagelse
Støttefag
Formål
Den studerende tilbydes undervisning i støttefag for at forbedre udbyttet af hovedfaget og udvikle de nødvendige teoretiske og praktiske værktøjer.
Fagbeskrivelse
Eksempler på støttefag: instrumentering, IT/nodeskrivning, sound design, harmonisering, kontrapunkt, direktion og optimering af den enkeltes elevs instrumentale færdigheder
Forløbet tilrettelægges af koordinatoren i samarbejde med den studerende og hovedfagslæreren, som en kombination af holdmoduler og soloundervisning
Eksamensform
Dokumenteret deltagelse
ALMENE FAG
Teori/arrangement
Formål
Gennem såvel individuelle projekter som holdundervisning bliver der sat fokus på at udvide forståelsen af det praktiske arbejde som professionel musiker inden for området komposition og arrangement.
Fagbeskrivelse
Arrangement for rytme-, blæser-, stryger og vokalgrupper og kombinationer af disse. De studerendes egne opgaver udgør en stor del af undervisningen.
Disse opgaver har til formål at støtte den studerendes generelle udvikling samt forståelse af faget.
Eksamensform
Dokumenteret deltagelse.
PR og administration
Formål
At give de studerende basale erhvervskompetencer som en forberedelse til arbejdsmarkedet, herunder også som selvstændig erhvervsdrivende.
Fagbeskrivelse
Undervisningen forløber i moduler, hvor der undervises i organisation, markedsføring, ledelse, organisation, økonomi, projektplanlægning m.m.
Undervisningen foretages i stort omfang af gæstelærere fra bl.a. handels- og erhvervsakademier.
Eksamensform
Dokumenteret deltagelse
