Musikpædagogisk brobygning
Musikpædagogisk Brobygning (klassisk/rytmisk)
Uddannelsen henvender sig til både klassiske og rytmiske ansøgere, der ønsker en vis faglig bredde.
Udover hovedfaget Brobygning indeholder uddannelsen et obligatorisk speciale A, Grundlæggende Musikpædagogik, samt et selvvalgt speciale B.
Desuden indeholder uddannelsen 2 fleksible valgfag, hvilket giver den studerende store muligheder for at opbygge sin helt egen profil, samt en række almene fag.
Ansøgeren vælger før optagelsesprøven, om de almene fag skal være rytmiske eller klassiske.
INDHOLD
Hovedfag
I hovedfaget Brobygning arbejdes der i projektform med forskellige emner inden for musikpædagogik og musikformidling for og med børn, unge og voksne, herunder udvikling af nye pædagogiske metoder, koncertformer, komposition med børn, overgangen til begynderinstrumentalundervisning, m.m. med henblik på at ”bygge broer” og skabe større sammenhæng i den musikalske fødekæde.
Den studerende vil gennem eksperimenterende projekter udvikle egne evner og færdigheder samt pædagogiske metoder med henblik på varetagelse af musikalske projekter på musikskoler, folkeskoler, efterskoler, højskoler, institutioner o.lign.
Faget lægger sig tæt op ad Speciale A, Grundlæggende Musikpædagogik.
Speciale A (obligatorisk)
Grundlæggende Musikpædagogik.
Den studerende opbygger redskaber til at kunne varetage musikundervisning af både børn, unge og voksne med henblik på ansættelse inden for musikskoler, folkeskoler, efterskoler, højskoler, aftenskoler m.m.
I løbet af studiet suppleres undervisningen af en række kurser indeholdende uddybende emner inden for faget, ligesom der søges arrangeret en studierejse.
Speciale B (selvvalgt)
Der kan vælges mellem instrument (klassisk eller rytmisk), sang (klassisk eller rytmisk), korledelse (klassisk eller rytmisk), komposition/arrangement (klassisk eller rytmisk), børnekorledelse, hørelærepædagogik, ensembleledelse og sammenspilsledelse.
Valgfag
Uddannelsen indeholder 2 valgfag.
Der er i løbet af studiet mulighed for at vælge mellem følgende fag: Instrumental-/sangpædagogik, instrumentalundervisning, korledelse, ensembleledelse, sammenspilsledelse, børnekorledelse, kammermusik, brugssang, rytmisk brugssang, brugsklaver, videregående hørelære, hørelærepædagogik, SSB, improvisation, komposition samt en lang række andre fag.
Det ene valgfag kan bruges som supplerende timer til den studerendes selvvalgte speciale.
Der er mulighed for at skifte valgfag i løbet af studiet.
Almene fag
Samme antal og timetal som på ensemblemusikeruddannelsen.
Klassiske studerende følger de klassiske, almene fag.
Rytmiske studerende følger de rytmiske, almene fag.
Bacheloruddannelsen:
Se studieordningen for Musikpædagogisk Brobygning (rytmisk)
Se studieordningen for Musikpædagogisk Brobygning (klassisk)
Kandidatuddannelsen:
Se studieordningen for Musikpædagogisk Brobygning (rytmisk)
Se studieordningen for Musikpædagogisk Brobygning (klassisk)









